JOYLAND: Pakistansk debutant skriver historie med nærværende familiedrama

Af Joakim Søgaard

Instruktørdebutant Saim Sadiq skriver filmhistorie med Joyland, som er den første pakistanske film, der bliver shortlisted til en Oscar. Det kan være svært at tro, at filmen er den 31-årige instruktørs første, når den med en så enorm ro og modenhed skildrer skrøbelige forhold mellem familiemedlemmer og det umulige forventningspres, der følger med.

Haider (Ali Junejo) er den yngste søn i et sammensat, patriarkalsk hjem, hvor han bor med sin kone, far og storebror samt brorens kone og deres børn. Mens Haider går hjemme og hjælper svigerinden med børnepasning, er det hans kone Mumtaz (Rasti Farooq), der tjener pengene. Hun holder meget af sit arbejde, men den traditionsbundne familie støtter ikke ligefrem op om den, i deres øjne, alternative arbejdsfordeling.

Så det udløser en paradoksal glæde, da Haider får jobbet som backup-danser i lettere erotiske forestillinger – et job hvis natur han selvfølgelig holder for sig selv. På ”teatret” forelsker han sig hovedkulds i showets transkønnede stjerne, Biba (Alina Khan), og begynder et dobbeltliv langt fra hjemmets strenge normer.

Ali Junejo leverer et fænomenalt portræt af den sårbare, unge Haider og hans indre kamp for at opfylde sine egne behov uden at skuffe sine nærmeste. Han fremstår dybt empatisk og varm, men er ikke ufejlbarlig og ender ofte med, i frygt for konflikt, ikke at forsvare dem, han holder af.

Da Haider får sit job, tvinger familien Mumtaz til at tage en pause fra sit job for at hjælpe med børnepasning. Selvom hun prøver at tale imod det, slår Haider blikket i jorden og taler faren efter munden. Haiders frihed bliver på bekostning af Mumtaz’.

Filmens helt store finte er at brede historien ud, så den ikke blot omhandler denne ene mands søgen efter identitet – der i sig selv sagtens kunne bære en rørende og sympatisk fortælling. Det er tydeligt, at alle må ligge under for det normbundene samfund; Biba der ikke accepteres som kvinde, faren der forbydes at ses med enkekonen fra nabolaget, men i særdeleshed Mumtaz, der står tilbage som fortællingens store offer, når hun syner hen i livet som hjemmegående.

Alligevel har filmen en varme, der sikrer, at det ikke bliver en rendyrket lidelseshistorie. Den smukke og farverige billedside opløfter øjeblikke til at være romantiske og rørende, og fortællingen er ikke uden humor, når Haider kører gennem natten på sin knallert med en flere meter høj papfigur af Biba over styret.

På trods af, at Joyland for en kort periode blev bandlyst i Pakistan, er det ikke en film, der decideret lader til at være ude på at udstille eller provokere. Sadiq holder sig fra at reducere nogen til rendyrkede helte eller skurke. Det er identitet og relationer, som er i centrum, og resultatet er en både barsk og øm historie om, hvor svært det er at finde sig selv inden for familiens trænge rammer.

Saim Sadiq skriver sig ind i filmhistorien med sin debutfilm, og hvor er det skønt, at det er med så empatisk et værk som Joyland!

Kommentarer